Side 4

• Bare at være til som menneske, få lov til at være til som menneske, få lov til at være — et menneske.
• Det var ikke perfekt, men det var det "bedste" (og værste) — eller, rettere, det eneste — jeg kunne gøre; vi gør jo allesammen, uanset hvad, det eneste, som vi kan gøre, det eneste som Universet har lagt i vores skæbne; denne skæbne kan man hade eller elske, selv i dette har man ikke noget valg eller nogen frihed; så, hvis vi har (valgt at ...) strippe(t) al valgfrihed og intellektuel selvstændighed fra livet, hvad er der så tilbage af individuel kreativitet og undgåelighed, autonomi med andre ord, hvor skal livets charme og personlighed og særegne duft så findes?
• Man kan leve "fornuftigt" eller "ufornuftigt" — i begge tilfælde opnår man kun et spild af resurser og en omformning af verdens værdier.
• I sidste ende er meningen med livet ikke-eksisterende eller allestedsnærværende: man bestemmer sådan set selv, hvilken mening man vil tildele livets oplevelser og værdiforandringer, og livet kan ikke siges at have en mening som sådan, mere end døden (eller ikke-livet) kan siges at have en mening; fordi uanset, hvad eller hvem der skulle afgøre eller vurdere livets værdi, så ville denne bedømmelse altid være baseret på en forudintagethed FOR livet, dvs. en partiskhed for det at livet i sig selv skulle være betydningsfuldt som fænomen i Universet, og dét ville have en rolle som udgangspunkt for valueringen.
• Derfor, eller i hvert fald derved også, må det være sådan, at vi ikke kan — eller skal — bedømme det enkelte livs værdi (i samfundet eller historien) ud fra, hvilke valg eller omstændigheder, der gør sig gældende i det enkelte liv. Skulle vi så bedømme ud fra den generelle trend (for et liv) som livet repræsenterer: altså, hvorvidt livet var et opadstigende eller nedadstigende liv? Dette ville, dog, også blot give problemer i forhold til at man så ville forankre en forudindtaget og bestemt værdi hos livet som et udtryk for livets duelighed ift. andre folks liv, og dermed ville man give en partisk vurdering ud fra det enkelte livs duelighed blandt andre liv og ikke en vurdering af det enkelte liv ift. livets overordnede værdimæssige og symbolske relation til samfundets samlede mål.
• Det kan jo bestemt ikke siges at være målet — eller fordringen — med vores liv, at vi skal hige og stræbe efter en form for jordisk opfyldelse af vores behov og ønsker, hvis ikke også denne jordiske X [består] af Y af vores åndelige habitus og væsen.