Jeg er indlagt på retspsykiatrisk afdeling på en anbringelsesdom med en længstetid på 5 år.
Der er to ting, som jeg gerne vil, 1) vinde penge på betting og 2) demonstrere politisk.
Men man er nok bare nødt til at væbne sig med store mængder tålmodighed.
Man må jo acceptere at det bare er kedeligt.
Min læge har sagt at der er noget, som hun gerne vil snakke med mig om, så ser jeg frem til hvad det skal være.
Men jeg har ikke så meget andet at lave end bare at skrive og høre musik.
Jeg ville håbe at jeg kunne komme på udgang og demonstrere. Det tror jeg ville være sjovere end at sidde herinde på afdelingen, men jeg ved det ikke.
Men det er i det hele taget et spørgsmål om hvad liv jeg overhovedet kan leve udenfor, hvordan jeg overhovedet kan undgå at blive alene.
Men det er jo rimelig alvorligt at få en anbringelsesdom, men jeg må jo så acceptere at det er sådan, det er.
Jeg ser da i hvert fald frem til at få min frihed igen, men der går måske 5 år.
Jeg ser meget frem til at jeg kan få min frihed igen, at jeg er udskrevet. Men omstændighederne udenfor skal måske også være de rette, der skal måske det rette til.
Det er kedeligt at sidde herinde, men det kan også være at det ville være kedeligt udenfor.
Det var meget det med at være alene, som blev problemet til sidst udenfor. Og at jeg ikke havde mere at lave i lejligheden og ikke turde/kunne demonstrere, når jeg stadig var syg.
Men jeg ser frem til at anbringelsesdommen ophører.
Det er sådan set lykkes mig at blive psykisk rask, det blev jeg i sommeren 2024. Men jeg må se hvad mere der venter i indlæggelsen. Hvad mere der gælder for min indlæggelse og skal være under min indlæggelse.
Nu begynder jeg så småt at få aleneudgang efter jeg blev rask. Nu har jeg første aleneudgang i næste udgang, så må jeg håbe at jeg kan få 3 timers aleneudgang på et tidspunkt.
Og så må jeg se hvad der venter mig, når jeg engang bliver udskrevet.
Det er jo i det hele taget at vente og se hvad der sker. Jeg må jo acceptere at jeg står til at sidde herinde i måske 5 år eller mere.
Men det er et spørgsmål om at man i det hele taget har noget at lave, har en tilknytning til samfundet. Er noget og nogen i samfundet; ikke bliver helt alene og keder sig for meget.
Jeg kunne købe en spil-PC herinde, imens jeg sidder herinde på afdelingen, men det vil jeg helst ikke. Jeg vil både hellere spare de penge og undvære de problemer, det kunne skabe for mig at have en spil-PC herinde.
Men jeg keder mig noget herinde, det gør jeg. Jeg ville hellere sidde udenfor, tror jeg, men det skulle jo også være i noget spændende.
Hvis jeg skulle sidde udenfor, skulle det også være i noget, som gav mening og havde en værdi.
Det skulle være i noget, som havde en relevans i samfundet, og hvor man trods alt følte sig som en rigtig person.
Hvad jeg skulle sidde i udenfor, det skulle være noget, som var "rigtigt" i samfundet, og som havde en værdi.
Fordi jeg vil ikke sidde helt alene og udstødt i samfundet. Jeg vil stadig gerne være en del af samfundet og have en relevans.
Jeg kunne som sagt købe en spil-PC og så ville det være lidt sjovere, men jeg synes ikke at det er en god idé. Jeg ville nok stadig kede mig noget herinde, og der er ikke optimale forhold for at spille PC.
Jeg ville gerne have noget helt andet i mit liv, når jeg bliver udskrevet, end at spille computer. Det skal absolut ikke være computerspillen, der er kernen eller centralt i mit liv.
Men man skal jo bare have en masse kedelige dage og stunder til at gå. Der er jo en masse kedsomhed, som skal udholdes, der er en masse dårlige ting, som man må leve med, og som skal accepteres og udholdes.
Jeg ville bare meget gerne have andre ting i mit liv udenfor end at spille computer. Jeg vil ikke forfalde til bare at spille computer. Selvom jeg har spillet meget computer i mit liv, men det er gerne helt andre ting, der skal være i mit liv, i hvert fald når jeg er blevet udskrevet.
Men jeg begynder at få aleneudgang nu, jeg har været ude 2 gange alene, for første gang i halvandet år. Og så regner jeg med langsomt at begynde at få mere og mere aleneudgang. Men jeg håber på at jeg måske kan komme ind og demonstrere.
Men der er en helt masse, der handler om at vente. Der er en masse venten i det hele og en masse at vente på.
Men jeg har ventet hertil, og jeg er nok nødt til at vente fortsat.
Det er jo også noget med at afsone den tid, som det bare tager at få overstået min anbringelsesdom.
Men det, som jeg har lidt mest af psykisk i mit liv, var at jeg ikke kunne være mig selv, jeg var ikke selv gangbar valuta og levede under moralens pisk.
Jeg var nødt til at skjule og gemme den, jeg faktisk var. Men mange ting i mit liv har været vanskeligt, og det er kun med stor vanskelighed at jeg er nået hertil, hvor er jeg nået til i mit liv.
Der ligger mange problematiske og hårde ting bag det, og nu burde jeg sådan set bare nyde at livet endeligt er let. At det ikke er så takserende og problematisk mere.
Fordi det er selvfølgelig også en stor gevinst, at mit liv endeligt er til at holde ud og bære igen.
Det var det måske sidst for 25 år siden, men har været det de sidste 2 år igen.
Så er det bare hvad der skal ske herfra, og hvad jeg overhovedet kan lave ude i samfundet, hvor og hvordan jeg overhovedet kan have en relevans. Men ikke mere sygdom og ikke flere dumme ting økonomisk. Nu bare nyde at være til og være tilfreds med at være kommet hertil, trods skavanker og problemer.
Jeg frygter ikke at blive syg igen, når jeg er blevet udskrevet. Men jeg frygter at mangle indhold, mangle beskæftigelse og relationer. Jeg frygter at mangle alt det, som skal gøre det ud for et liv, og som skal give indhold og værdi til livet.
Jeg ser frem til at jeg bliver udskrevet, men der skal gerne være ting i mit liv også, når jeg engang kommer ud. Der skal gerne være noget, der gør at livet kan være sjovt og være underholdende. Jeg håber det er at flytte til København, og jeg håber det er at finde en kæreste. Det skal i hvert fald være mere og andet end at spille computer.
Så det er nok godt nok, at jeg er herinde på retspsykiatrisk afdeling i et godt stykke tid, fordi det tager tid at bygge noget op udenfor. Så det er måske en langsom udslusning fra retspsykiatrisk afdeling, når jeg engang er kommet så langt.
Jeg skal i hvert fald ikke tilbage til almenpsykiatrisk afdeling eller ambulatorium. Så det er kun retspsykiatrisk afdeling, indtil jeg er en fri mand igen og behandling overgår til retspsykiatrisk ambulatorium.
Men det kan godt være at det skal være en blød overgang mellem retspsykiatrisk afdeling og friheden.
Men spørgsmålet er hvad meningen skal være bagefter, hvad meningen og modstanden skal være ved at sidde udenfor.
Jeg gider ikke fængsel, så det er kun indlagt eller udskrevet. Det er nok en lang proces, det hele.
I det mindste kan jeg sidde herinde i lidt venteposition og se hvad der kommer ud af det hele. Men det er nok bare kedeligt herinde, men sådan er det nok bare. Det kan også være at det ville være kedeligt udenfor. Det meste af tiden ville det nok også være kedeligt udenfor.
Men for at jeg kan være udenfor, skal der være rum og plads, der skal være substans og værdi i tilværelsen.
Der skal måske meget til for at jeg kan holde til at sidde udenfor igen, men det kan også være at det kommer. Der skal være en mening med og modstand i tilværelsen.
Jeg skal ikke bare sidde og være ingenting og være ingen. Man vil jo gerne være noget og nogen og have en relevans i samfundet.
7. juni 2026:
Men spørgsmålet er hvad jeg overhovedet kan holde til at sidde i, når jeg kommer ud. Det skal være et stort liv og til noget stort. Det er svært at sige hvad jeg kan holde til, når jeg kommer ud.
Men noget bør jeg kunne holde til, et spørgsmål om hvad der overhovedet giver mening. Et spørgsmål om hvad man overhovedet kunne holde til. Hvad der overhovedet er i livet, og hvad der overhovedet er af værdi i livet.
Jeg kommer nok til at sidde herinde i flere år endnu, men sådan er det jo bare.
Men jeg er blevet rask, psykisk. Jeg bliver aldrig psykisk raskere i mit liv og nok heller ikke fysisk raskere. Så jeg er så rask, som jeg kan blive. Så sådan er det jo.
Nu er det så bare at holde tiden ud, at afvente og se hvad der sker. Jeg gad godt at have penge til at flytte til København, og jeg gad godt at have kvindelige relationer, enten her i Aalborg, eller hvis jeg flytter til København så dér.
Men jeg er så psykisk rask, som jeg kan blive. Der er ikke mere i min hjerne, der kan hele. Nu fungerer den så godt, som den kan, bortset fra de ting, man kan lære i livet fremadrettet. Men min hjerne er så psykisk rask, som den kan blive.
Men jeg gad godt at have penge og kvindelige relationer udenfor, så kunne jeg måske flytte til København. Men livet er måske bare kedeligt uanset hvad.
Jeg gad godt at få børn med den rigtige kvinde, hvis jeg kunne lykkes med at møde hende.
Men, ja ... det er nok meget godt at jeg sidder herinde på retspsykiatrisk afdeling, fordi det kan godt være at det ville være lige psykisk hårdt nok at sidde alene udenfor. Jeg håber på at jeg kan vinde nogle penge, imens jeg er herinde, men det er måske usandsynligt. Det er bare den organiske vækst, der betyder noget, den organiske kultur.
Min dom har en længstetid på 5 år, så jeg håber da at den senest bliver ophævet dér. Men ellers må jeg se. Men det er bare vigtigt at jeg kan møde mennesker og bruge tid med dem. Uanset om jeg bor i Aalborg eller København. Der er bestemt også fordele ved at bo i Aalborg. F.eks. at der ikke er for meget kø i nattelivet i weekenden. Jeg kan også godt lide Gigantium-svømmehallen. Så jeg ved ikke om det ville være godt at bo i København, det er ikke sikkert. Jeg er ikke sikker på at jeg kan nøjes med så lidt plads heller.
Men det er nok godt nok at jeg skal sidde herinde på retspsykiatrisk afdeling pt. Det havde nok været trist og kedeligt at sidde udenfor, hvor jeg jo nok ville komme til at sidde alene, og det ønsker jeg ikke. Så det er nok godt nok at jeg skal sidde herinde.
Men jeg ville gerne have kæreste og børn udenfor. Ville nok gerne kunne bo i København.
Ville gerne have noget og gøre noget, men jeg vil helst bare ikke være for alene udenfor. Det er det vigtigste. Ikke være alene. Selvom man da bliver træt af at sidde herinde. Selvom det er kedeligt at sidde herinde, men jeg tror også at det ville være kedeligt udenfor.
Jeg tror også det ville være kedeligt udenfor, men jeg ved ikke. Det tror jeg bare. Livet er bare generelt meget kedeligt i den her position. Hvis man var sammen med en smuk kvinde, ville det nok ikke være så kedeligt. Eller hvis man kunne spille de PC-spil, jeg kan spille udenfor. Men jeg ønsker ikke bare at mit liv skal handle om PC-spil.
Herinde er jeg nødt til bare at se tiden an, se hvad der sker. Det er i hvert fald aldrig mere tilbage til almenpsykiatrien. Så må jeg se hvor længe jeg skal være indlagt herinde på retspsykiatrisk afdeling. Og derefter er det så bare hvad det er og så er det ud at sidde dag efter dag efter dag. Så gider jeg ikke få en ny dom eller blive indlagt igen på retspsykiatrisk afdeling. Og jeg gider ikke fængsel. Så så er det slut med indlæggelse og indespærring. Jeg kan ikke forestille mig at jeg kommer til at bo på et bosted igen, så det er nok også ude af ligningen. Men så er det bare at sidde resten af livet udenfor, udskrevet.
Men det er utrolig kedeligt at sidde herinde.
Men det er bedre at sidde herinde og spare penge i stedet for at bruge penge på busbillet og andre ting. Det er også træls hvis man skal visiteres hver dag. Jeg synes det er træls at blive visiteret af mænd, imens jeg ikke har noget imod det, hvis det er kvinder, der visiterer mig.
Men det er bedre at spare penge imens man sidder herinde, medmindre jeg kan tjene (vinde) ekstra selv, hvilket nok er ret usandsynligt. Ellers er det bedre at spare alle de penge, man kan, og ikke bruge penge unødigt. F.eks. ville det være unødigt at tage bussen ind til byen hver dag for f.eks. at demonstrere.
Jeg ved heller ikke helt om det virkeligt ville give mening at demonstrere. Jeg er ikke sikker på det. Jeg er i hvert fald ikke sikker på at det ville give mening i Aalborg. Jeg tror det ville give mere mening i København, men jeg ved det ikke.
Men det er bare den lige så stille organiske vækst, der gælder. Men hvis jeg brugte 15 kroner på busbillet hver dag, så ville det blive til 450 kr. om måneden og omkring 5.500 om året. Det ville på 5 år blive til ca. 30.000. Og så er spørgsmålet, ville jeg hellere have de 30.000 kroner eller ville jeg hellere have demonstreret i en time hver dag i 5 år? Så tror jeg hellere at jeg ville have pengene. Det ville som sagt også være træls at blive visiteret af en mand hver dag.
Men indtil videre har jeg brugt al den udgang, som jeg har fået, og hvis jeg får mere udgang, så tror jeg også at jeg vil bruge den. Men jeg vil helst ikke bruge penge på busbillet ind til byen hver dag, det synes jeg er en luksus, som jeg ikke kan tillade mig i min nuværende situation. Så skal jeg i hvert fald tjene (vinde) flere penge, end jeg gør nu.
Så det er noget med at se tiden an og vente på at min dom bliver lempet eller ophører. Da jeg gjorde det, som jeg gjorde for at komme ind på retspsykiatrisk afdeling, var jeg stadig syg, så jeg havde stadig behov for at få behandling. Og jeg ville helst heller ikke være alene mere. Men nu bider det så måske lidt én i halen, fordi nu bliver det nok lang tid, som jeg kommer til at sidde herinde. Men jeg er nødt til at spare alle de penge, som jeg kan. Det ville være meget træls at løbe tør for penge, sådan at jeg måske ikke kan betale hjemmesider eller andre ting mere. Det ville være meget træls. Så jeg er nødt til at spare alle de penge, som jeg kan.
Så man er nødt til at acceptere, at man kommer til at sidde herinde i nok lang tid.
Men det er heller ikke fordi det er så galt at sidde herinde, så besværligt eller problematisk er det ikke. Jeg er jo nødt til at vente på at retten ser min vej, og at man vælger at lempe eller ophæve dommen. Og hvis så jeg var en fri mand, så tror jeg at jeg ville demonstrere, men jeg ved det ikke. Jeg ville meget hellere være en fri mand i København end i Aalborg. Fordi så meget er der heller ikke i Aalborg, så spændende er det heller ikke i Aalborg. Der er det meget mere spændende i København, men det kræver mange penge, hvis jeg skal bo i København.
Men det er i det hele taget en langsommelig proces, hvor man jo bare må håbe på, at tingene til sidst går éns vej. Jeg tror som sagt også at det ville være kedeligt udenfor i Aalborg. F.eks. sådan en søndag som i dag. Der kunne jeg demonstrere inde ved John F. Kennedys plads, ved busterminalen. Og det ville ca. være det. Men det er ikke sikkert at der ville være ret mange mennesker, og det er ikke sikkert at jeg ville komme i snak med nogen. Der ville det være vigtigere at f.eks. bo i København. Men det kan være der går 15 år, før jeg kan flytte til København. Når jeg er færdig med at være herinde på retspsykiatrisk afdeling den her gang, så tror, og håber, jeg at det er sidste gang at jeg er indlagt. Fordi der er ikke andre steder at være indlagt henne, der er ikke flere steder, jeg kan være. Og jeg gider ikke i fængsel. Så når jeg er færdig herinde, er det slut med indespærring og begrænsning af friheden.
Jeg er i hvert fald helt færdig med almenpsykiatrien, heldigvis. Så jeg er kun i systemet, så længe at jeg har en anbringelses- eller behandlingsdom. Og jeg håber at den ophører, når der er gået de 5 år, som den har en længstetid på.
Så ville jeg være en fri mand igen, men det kan godt være at der skal mere til end bare at være en fri mand i Aalborg. Fordi det eneste, som jeg kunne gøre, ville vitterligt være at demonstrere inde ved Kennedy Arkaden, ved pladsen overfor, ved busstoppestedet. Og det ville være det. Men det ville nok blive ret kedeligt. Men det kunne være meget sjovere i København. Fordi ellers skulle man jo kende nogen i Aalborg, og det gør jeg ikke rigtigt. Men når jeg er blevet udskrevet engang, så vil jeg ikke være indlagt mere. Og når jeg har fået ophævet dommen fuldstændigt, så vil jeg ikke have en ny dom. Så er det slut med domme.
Så på det tidspunkt er det slut med at have dom. Men jeg må se hvordan det går til jeg kommer dertil.
Så der er ikke så meget at gøre. Det ville hjælpe at kende folk, som man kunne bruge tid med, men det er ikke sikkert, at det rigtigt kan lade sig gøre imens jeg er indlagt.
Men jeg tror efterhånden ikke at det betyder noget, hvad jeg siger til lægesamtalerne eller ej. Fordi jeg må jo afvente at systemet selv finder ud af tingene, at systemet selv finder frem til at lempe eller ophæve dom.
Jeg ville synes at det ville være sjovt at bo i København, når jeg blev udskrevet, men jeg ved ikke, hvordan det ville være, hvis jeg var tvunget til at bo i Aalborg.
Det er jeg ikke sikker på at det ville gå godt. Men jeg er færdig med kriminalitet og, når jeg er færdig med den her indlæggelse, færdig med indlæggelse generelt.
Men jeg må jo vente på at systemet selv kommer frem til, hvad der skal ske. Selvom systemet også lyver og snyder og svindler og bedrager.
Men det er alligevel systemet, der har magten. Så der er ikke meget andet at gøre end bare at vente, og så må jeg se om jeg kan oddse lidt i mellemtiden. Det kunne være godt at vinde lidt ekstra penge, men det er ikke så nemt.
Men man skal være god til at vente herinde, man skal vænne sig til at vente meget.
Fordi der går lang tid med bare at vente, der går lang tid med at vente på at tingene sker af sig selv, på at tingene går fremad.
Men jeg tror jeg vil lade være med at sige ret meget til lægesamtalerne i fremtiden, der er ikke så meget at sige, og alt, hvad man siger, kan blive brugt imod én.